pixel

At have to hjem

At have to hjem kan nogle gange være svært. Er der noget, som du ikke trives med, er det vigtigt, at du får det sagt til dine forældre. Hvis du går alene og tumler med det, kan det blive utåleligt for dig. Når det først er gjort, føler de fleste, at det kan være en lettelse – måske endda også de voksne, som sikkert gerne vil have, at du føler dig godt hjemme hos dem.

Hvis det ikke er helt let for dig at få hul på sådan en samtale, så kan det muligvis være en hjælp for dig, at printe nogle af disse punkter ud. Så kan I tale sammen ud fra dem. 

Her er nogle af de ting, som andre børn har fortalt om kan være svære:

  • At der er forskellige regler
  • At dine ting ikke lige er der, når du skal bruge dem
  • At du ikke får lov til at tage ting med frem og tilbage
  • At du skal være væk fra dine venner
  • At du savner den forælder, som du ikke er hos
  • At du skal pakke en taske
  • At du ikke ved, hvor du skal være til fødselsdage, jul og ferier.

Hvis det skal fungere godt for dig at bo i to hjem, er der ting, som helst skal være i orden.

Her er ting, som måske ville kunne gøre dit liv lidt lettere:

  • Du skal have din egen seng og skabsplads, hvis du ikke har dit eget værelse
  • Du skal føle dig hjemme
  • Du skal kende reglerne i begge hjem
  • Du skal have mulighed for at tage ting med frem og tilbage
  • Du skal være med til at planlægge samværsdagene
  • Du skal have lov til at invitere venner med hjem
  • Du skal have lov til at besøge dine venner
  • Du skal have lov til at passe dine fritidsinteresser
  • Du skal lave noget alene med din samværsforælder
  • Du skal have lov til at ringe til den anden forælder, når du savner ham/hende...

 



Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk