Hvis din forælder svigter dig
Nogle få forældre vælger at lade være med at se deres børn efter skilsmissen. Måske synes de, at det er for svært, måske er de for kede af det eller måske har de nogle personlige problemer, som de ikke kan overskue. Ligegyldig hvad grunden er, så er det bare ikke i orden, for barnet bliver meget ked af det.
Hvis din forælder svigter, så husk, at der ikke er noget galt med dig. Det er din forælder, som ikke kan finde ud af tingene. Du havde ikke kunnet gøre noget anderledes.
Du kan prøve at skrive et brev eller en e-mail og fortælle, hvordan du har det. Du kan også spørge en voksen, som du har tillid til, om han eller hun vil hjælpe dig. Det er meget vigtigt, at du taler med nogen, som du er tryg ved om dine følelser, da de kan være meget svære at gå med alene.
Du har lov både til at sige og vise, hvor meget du savner den anden forælder - også selvom han eller hun har svigtet dig.