pixel

Mine forældre skændes

Det værste kan være, når mor og far skændes og taler grimt om hinanden. Du har ret til at være fri for at høre på dine forældres skænderier. Hvis du har mod på det, så kunne du måske sige til dem, at du ikke vil høre på det. Sig, at du bliver ked af det.


Du kan også vise dine forældre, at du ikke gider høre på det, ved at holde dig for ørene eller du kan gå ind på dit værelse og sætte musik på.

Det kan også være rigtig belastende, når mor eller far taler grimt om den anden forælder til dig. Du har lov til at elske begge dine forældre. Dine forældre bør respektere dine følelser for den anden forælder. Du kan f.eks. sige til den forælder, som gør det (eller du kan skrive det): 

Selvom du ikke elsker min far/mor mere, så gør jeg det stadig. Jeg kan ikke lide, at du taler grimt om ham/hende. Det gør mig ked af det, så jeg vil gerne have, at du holder op”.

Hjælper ingen af disse ting, så har du brug for hjælp fra en voksen. Det bedste er, hvis denne voksne kan tale med dine forældre om det og få dem til at holde op.

 

Børn er ikke postbude.
- Du skal ikke være postbud med beskeder mellem din far og mor.

Der findes nogle forældre, som helt holder op med at tale sammen. Der er også forældre, som ikke kan holde op med at skændes. Disse forældre skal have hjælp af psykologer for at kunne komme til at tale ordentligt sammen igen. 

Hvis dine forældre slet ikke kan tale sammen eller måske skændes rigtig meget, så er det også vigtigt, at du får hjælp. Du kan for eksempel tale med en skolepsykolog om det. Der er skolepsykologer på alle skoler, og du må godt selv kontakte ham/hende.  

Mange børn synes, at det kan være en god hjælp at komme i en børnegruppe.



Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk