pixel

Om død efter selvmord

Det er særligt hårdt at miste en mor eller far på grund af selvmord. Her er nogle spørgsmål og svar på tanker om selvmord: 



Kunne jeg have forhindret det? 

  • En, der vil tage sit eget liv, kan man ikke stoppe. Som regel er de syge inden i på en måde, der gør dem ulykkelige og ude af stand til at tage hensyn til andre.
  • Det er normalt at have en slags dårlig samvittighed over ikke at have været der. Det er fordi, man elsker og savner den døde. Men det kan ikke være din skyld, da du ikke havde ansvaret for den voksne.
  • Man kan aldrig være sammen alle døgnets 24 timer – derfor kan man ikke forhindre det.



Behøver jeg at sige, hvad hun døde af? 

  • Det er almindeligt, at man kan være flov over, at ens mor eller far tog sit eget liv. Måske gjorde han det på en dramatisk måde, som du ikke har lyst til at fortælle andre om. 
  • Nogen vælger i starten at sige: ”min mor tog sit eget liv, fordi hun var syg – men det har jeg ikke lyst til at snakke mere om lige nu”.
  • Du bestemmer selv, men de fleste hører måske sandheden fra andre, og derfor er det godt at øve sig i at sige sandheden, så snart man kan bære det. 
     



Hvorfor er jeg så rasende? 

  • Man kan godt både elske en og være vred på personen samtidig. Også selvom personen er død. Men det er ”hårdt arbejde” at have begge følelser.
  • Det er normalt at have mange blandede følelser, når man har mistet en mor eller far. Når det er selvmord, er der mange, som både er kede af det og har stor vrede. Og vreden er svær at komme af med, fordi man heller ikke så gerne vil sige noget dårligt om den døde.
  • Ved selvmord er det en rigtig god idé at snakke med en psykolog eller måske skolens sundhedsplejerske, for det er mere indviklet, end hvis det var sygdom eller en ulykke.
     



Hvorfor føler jeg mig intet værd? 

  • Det er fordi, selvmord er så svært at forstå, at et barn kan komme til at føle, at det ikke er noget værd. Men forældre der begår selvmord, elsker deres børn lige så højt som andre forældre. De kan have haft det sværere med at vise det på grund af, at de har været ulykkelige.
  • Det er vigtigt at tale med en voksen om de mange svære følelser, man har. Det er ikke altid, man kan få forklaringer, men ofte vil selve samtalen gøre, at man føler sig lettet og lidt bedre tilpas.


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk