pixel

Sorggrupper

En sorggruppe er et mødested for 6-8 børn, der alle har mistet en, de holder af. Børns Vilkårs sorggrupper er familiesorggrupper, her deltager barnet i gruppen sammen med sin mor, far eller en anden voksen. Man kan komme i sorggruppe et halvt år efter dødsfaldet.

Her er nogle spørgsmål og svar på tanker om sorggrupper:



Hvad er en familiesorggruppe egentlig? 

  • Det er en gruppe for familier, hvor barnet har mistet deres far, mor, bror eller søster. 
  • Gruppen ledes af 3-4 voksne, der er uddannet til at støtte og hjælpe børn i sorg. 
  • Man mødes ca. hver 14. dag igennem et halvt år (hver gang ca. 2-3 timer). 
  • I gruppen skiftes der mellem at tale om det svære ved at miste OG at tale om det gode ved det liv, man ellers har. 
  • Mange børn nyder at være sammen med andre i samme situation, og de har glæde af at høre ledernes forslag til, hvordan man kan komme godt videre med sit liv.
  • Sorggruppen er også et sted, hvor man kan få nye venner, hygge sig, spise mad sammen og slappe af.
  • Det er gratis at deltage



Skal alle børn, der har mistet, gå i sorggruppe? 

  • Nej, det skal de ikke. Det kommer an på, hvor mange andre de i forvejen har at snakke med.
  • Og det kommer an på, om man synes, man har fået nok hjælp fra fx en psykolog.
  • Og det kommer an på, hvem man er, hvor gammel man er og om man er én, der ikke bryder sig om at tale højt om sine følelser til nogen, man ikke kender.



Hvad sker der, hvis man ikke går i sorggruppe? 

  • Man kan risikere at tro, at man er den eneste, der har mærkelige tanker og følelser.
  • Man får ikke del i den glæde og lettelse, det er at mødes med andre i samme situation.
  • Man kan sagtens gå i sorggruppe på et andet tidspunkt.



Hvad får man ud af at gå i sorggruppe? 

Vi har spurgt mange børn, hvad de får ud af at gå i sorggruppe, og de svarer alle sammen positivt og anbefaler det til andre i samme situation:

  • "Det var skønt at møde nogen, der bare med det samme forstod, hvad man mente.”
  • "Jeg føler mig ikke nær så ensom som før.”
  • "Jeg troede, jeg var anderledes, Ja, faktisk at jeg var ved at være skør. Nu har jeg hørt, at mange af de andre har det lige som mig. Det var en stor lettelse."


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk