Hej BB. Jeg er en pige på 12 år som har et spørgesmål om alkohol.
Min mor og far drikker vin hverdag. Men drikker de for meget? Min far drikker cirka 2-3 glas vin. Nogle gange er han meget aggresiv. Drikker han for meget?
Kære Pige på 12 år.
Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er godt du skriver hertil med din tvivl. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om dine forældre drikker for meget eller ej. Jeg vil dog gerne fortælle dig, at ”sundhedsstyrelsen” anbefaler voksne kvinder højst at drikke 7 genstande om ugen og mænd at drikke 14 genstande om ugen. (Disse anbefalinger er for nyligt blevet sat ned, for tidligere var tallet 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.)
Ud fra den nye anbefaling, kan det godt virke til, at dine forældre drikker lidt i overkanten af, hvad der er sundt for dem. Når det er sagt, tænker jeg, at det sikkert har lige så stor betydning for dig om de ændrer opførsel, når de drikker. Det kan være rigtig ubehageligt at opleve, at de voksne ændrer sig, når de drikker. Det er lige meget om det er øl de sidder og drikker uden noget til, eller om de får vin i for store mængder til hverdagsmaden.
Jeg kan godt forstå din tvivl, når du beskriver, at din far nogle gange bliver aggressiv. Jeg kan ikke ud fra dit brev vide, om det er alkoholen, der påvirker ham, eller om der er en anden forklaring. Men uanset hvad, så er det jo ikke rart at din far er så aggressiv, at du bliver utryg ved det!.
Så det tænker jeg, kunne være godt at få snakket med nogen om - altså både din bekymring for om de drikker for meget og din fars måde at reagere på...
Er der nogle voksne omkring dig, du kan tale med? Kan det være en mulighed for dig at fortælle din mor, at du er bekymret for om de drikker for meget og for at din far bliver aggressiv. Hvis du ikke kan tale med din mor om det, er der så en anden voksen i din familie du kan tale med om det eller en lærer måske..? - Måske har du en tante, onkel eller ligende, du kan betro dig til.
Jeg tænker, at det også kan være en rigtig god mulighed for dig, at ringe til BørneTelefonen på 116 111, der er nogle rigtig søde rådgivere der kan lytte til dig.
Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen