Kære børnebrevkasse,
jeg er en pige på tolv år der lider af hjemve, jeg får det ikke når jeg sover hos en veninde men når jeg skal på lejr. Om en månedstid skal jeg på lejr og sidste gang vi var det her sted fik jeg rigtig meget hjemve, jeg græd hver aften og ville bare hjem.
Nu bekymrer jeg mig hver dag for at få hjemve på lejrturen, er der noget som helst jeg kan gøre for at overvinde det?
Kh. Mig
Kære Pige, der lider af hjemve.
Mange tak for dit brev om det at have hjemve. Jeg synes, det er rigtig godt, at du kan se og beskrive, at der er en forskel på, når du skal langt væk fra dit hjem, og det at skulle sove hos en veninde.
Nogle børn har så meget hjemve, at de slet ikke engang kan sove hos venner eller familie. Det er ikke sådan, du beskriver det, så derfor kunne det måske være en ide, sammen med dine forældre, at finde ud af, hvad der gjorde dig ked af det, sidst du var på lejr?
Var det din mor og far du savnede, var det det, at skulle være mange sammen hele dagen og natten, var det fordi du ikke rigtig vidste, hvad det hele gik ud på, hvem skulle du gå sammen med, være i gruppe med, eller hvad man kunne vente sig af en lejrskole? Og når du sover hos veninder, hvad er det mon så, der gør, at det fungerer fint der..?
Nogle mennesker bryder sig ikke om, at der skal ske en hel masse. De vil meget gerne vide, hvad der skal ske, hvor man skal hen, og hvad man fx skal have at spise? Det gør, at de føler sig trygge. Der kan også være nogle regler, som er meget vigtige for nogle mennesker at kende til, inden de skal være sammen med andre. Det kunne fx være, om det er ok at tale med sine forældre hver dag, eller om man må sende en sms eller en mail eller lige være på skype sammen? Har man sådanne regler, skal det også være ok blandt ens klassekammerater, at sådan har du det, og der er måske også nogle andre, der har det sådan?
Jeg kan jo ikke vide, hvad, du tænker på, når du er på lejr, men nogle af de ting jeg har skrevet, kunne du måske tale om, sammen med din mor og far, og jo allerhelst også dine lærere. Dine lærere vil helt sikkert gerne vil have dig med på lejrtur, og finde en god løsning for dig. Måske I kan bruge dit brev, og mit svar til noget ?
Jeg håber for dig, at du kommer med på lejr og får en rigtig god tur.
De bedste hilsner fra BørneBrevkassen