X-TREM HJEMVE

Hej brevkasse.
Jeg lider af meget hjemve. Mine forældre blev skilt kun en måned efter min fødsel men de er rigtig gode venner. F.X. Når jeg er ovre hos min far og sådan kan jeg blive ked.

Nu er min mor ude og rejse med nogle venner og savner hende helt vildt. Og en anden gang var jeg på skolelejer og jeg var ved at dø uden hende. (Det erkun mon mor jeg savner ikke min far...

Hvad syntes i/du at jeg skal gøre
kh mig

Kære du

Kære pige
Tak for dit brev. Det lyder som om, det er rigtig hårdt for dig at have så meget hjemve og savne din mor så meget. Jeg ved, at det er noget, som rigtig mange andre børn også kan have det svært med, og jeg vil gerne prøve at give dig nogle forslag til, hvad du kan gøre.

Du fortæller, at dine forældre er rigtig gode venner, selv om de er skilt. Hvor er det bare godt for dig, at de har det sådan. Det kan måske være med til at gøre det lettere for dig at fortælle det til dem, hvis du skulle blive ked af det og komme til at savne din mor, når du er hos din far..?

Det er helt normalt at komme til at savne sin mor, når man er på samvær hos far - og omvendt, men nogle børn synes det er svært at sige det til den anden forældre, fordi de er bange for at gøre ham/hende ked af det... Er det mon sådan, du har det..? Eller har du prøvet at tale med din far om, at du savner din mor meget, når du er hos ham? Ved han mon, hvor meget det fylder for dig..?

Jeg kender jo ikke din far, og jeg ved ikke, hvor godt I snakker sammen om den slags ting. Men jeg tænker, at det måske vil kunne hjælpe dig, hvis du kan tale med din far om det, når du bliver ked af det... Måske ved han slet ikke, hvorfor du er ked af det - eller at du overhovedet er ked af det? Hvis du kunne fortælle din far, hvordan du har det, ville det måske være en lettelse for dig - og samtidig give din far chancen for at hjælpe dig...

Du skriver ikke, hvor meget du er hos din far, og om du har kontakt med din mor, når du er hos din far? Nogle børn har brug for at tale kort i telefon eller få en sms fra den forælder, de savner... Andre har det bedst med at der ingen kontakt er... Hvordan er det mon for dig?

Er der noget, der kan hjælpe, når du savner din mor rigtig meget? Måske kunne du sammen med din far eller mor prøve at tænke på nogle gode ting, du kan gøre, når du kommer til at savne din mor. Nogle gange kan det være en hjælp at skrive det ned eller lave en collage med billeder, tegninger eller udklip, så man lettere kan huske det...

Nogle gange kan det være en hjælp at have ting med sig, som gør én tryg. Det kan være et krammedyr, en pude eller noget andet som er personligt. Hvis du har sådan en ting, kan den måske både være en hjælp, når du er hos din far, og hvis du skal på lejrskole igen?
 
For nogle kan det også være en hjælp at få en veninde på besøg - måske endda til overnatning... Det kan også være, at du har en bestemt film eller noget musik, som du kan have med dig, når du er hos din far..? Hvis det er særligt slemt, når du skal sove, kan det være, du må få lov at ligge og lytte til musik?

Jeg ved ikke, hvordan du har det med faste rutiner, men det kan i hvert fald være en hjælp for mange, at der er en fast måde at gøre tingene på, så man kan føle sig tryg ved, at man kan overskue, hvad der skal ske. Det kan du måske prøve at snakke med din far om, så han kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der gør dig tryg...

Du skriver, at din mor lige nu er ude at rejse, og at du savner hende helt vildt. (Men måske er hun allerede kommet hjem, mens brevet var undervejs her i brevkassen?) Jeg håber, du har kunne tale med nogen om dit savn i mellemtiden? Ellers vil jeg sige til dig, at du altid er velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en rådgiver. Det er gratis og anonymt.

Rigtig meget held og lykke med det!

Mange hilsener fra BørneBrevkassen

Kommentarer

Din Kommentar

 
  1. Title *

Captcha Image

Skriv koden, vist herover *
* skal udfyldes
 
 


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk