selvmord

hej. 

jeg er en pige på 15 år og jeg føler at jeg næsten har været igennem alt. ludomaner, alkoholiker, udnyttelser og sygdomme. siden jeg var 3 år har jeg haft en sygdom der kaldes blærebetindelse som der har gjort at jeg har holdt mig fra folk. sygdommen har været der 11 eller 12 år og jeg har aldrig må få medicin. 

mine forældre er ludomaner som spiller mange af deres penge væk på spillemaskiner, paldespil og andre ting som gør at vores økonomi er knap så god.

min far er også alkoholiker og det har han været hele mit liv plus længere, hver gang har drikket har det gået ud over andre, han har taget kvælertag på min mor nogle gange hvor min bror som er 22 år også har stået imellem dem vor det er gået meget galt. jeg ser ikke rigtig mine forældre så meget fordi at min far arbejde fra klokken 1 om eftermiddagen til klokken 12 om natten, fra mandag til fredag og om weekenden drikker han tit.

min mor er på døgndrift som handicaphjælper så hende ser jeg heller ik tit. min bror er også flyttet hjemmefra. jeg har haft nogle venner i lang tid men da jeg havde fortalt det om min far begyndte de at sprede rygter om min fars alkohol problem. jeg har aldrig haft en kæreste fordi at jeg er bange for at binde mig. dem jeg så endelig virkelig har kunne lide har udnyttede mig på mange måde hvor de prøver på en masse perverse ting og hvis jeg ikke gider det dropper de mig.

 jeg har det rigtig svært og har haft selvmordstanker og skåret i mig selv. min ven lærte mig et digt som jeg har tænkt meget over.... livet er en gåde og svaret er på den anden side.er selvmord en løsning for mig? så jeg ikke behøver at græde hver dag mere? 

hilsen den fortabte


Kære du

Kære pige på 15 år.
Jeg kan godt forstå, at du føler dig lidt fortabt, for der er mange svære ting i dit liv. Livet er sommetider så svært, at du har forsøgt dig med cutting og også har haft selvmordstanker. Men du ved formentlig godt, at cutting ikke løser dine problemer. Derfor er det godt, at du nu beder om hjælp.

Jeg tænker, at nu hvor din storebror er flyttet hjemmefra, og du er det eneste barn i familien, er det endnu vanskeligere for dig at bære. Måske følte du, at han kunne beskytte dig lidt, dengang han boede hjemme..?

Det er rigtig svært at vokse op i en familie, hvor den ene forældre drikker og er voldelig. Og det går altid ud over børnene, som ikke får opfyldt deres behov for tryghed og nærhed. Sådan har det måske også været igennem din opvækst.

At dine forældre er ludomaner gør formentlig også, at du er endnu mere  overladt til dig selv, fordi spillet tager meget opmærksomhed.

Jeg tænker på, om du får snakket med din storebror om, hvordan du har det? Måske skulle du vise ham dit brev, så I kan få snakket lidt om, hvordan han kan hjælpe dig. Eller hvis han ikke vil hjælpe dig, er der måske en anden voksen, du kunne betro dig til? En god lærer f.eks.? Eller sundhedsplejersken på din skole?

Jeg ved ikke, hvilken form for hjælp, du gerne vil have, men når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du ikke har så godt af at bo hjemme hos dine forældre, så længe alkohollen og spillene forstyrrer dem i at være der for dig.
 
Måske kunne du have glæde at at komme til at bo et sted, hvor der er nogle voksne, der kan snakke med dig, og hvor der er tryghed og stabilitet. Det kunne f.eks. være en ungdomspension eller et andet sted, hvor de voksne er vant til at tage sig af unge med problemer.

Hvis du er interesseret i det, er det en sagsbehandler i kommunen, der skal hjælpe dig. Men det kan godt være svært selv at henvende sig til kommunen, så måske skulle du prøve at snakke med din storebror eller en anden voksen for at få hjælp til det.

Du kan også få hjælp fra en bisidder i Børns Vilkår, som er en person,der kan gå med til møder f.eks med kommunen. Du kan læse mere om vores bisidderordning på www.bornetelefonen.dk

En anden mulighed for hjælp kan du finde på www.dedrikkerderhjemme.dk Her kan du læse om andre unge i samme situation, du kan få rådgivning, og du kan deltage i en chat. Du kan også kigge på www.hope.dk/ung , der også henvender sig til unge, hvis forældre drikker.

Hvis du på nettet kommer til at møde andre unge med alkoholpoblemer i hjemmet, kan det måske hjælpe lidt på din følelse  af ensomhed. Sommetider er det godt at mærke et fællesskab med andre, der har prøvet det samme. Dine venners reaktion på din fars alkoholproblemer, var slet ikke i orden. Jeg synes faktisk, det var ret tarvelig at udnytte din tillid til dem på den måde.

Med hensyn til din blærebetændelse, synes jeg, du selv skal gå til din læge og høre, om der er noget at gøre ved det. Det er da ikke rart at gå rundt med, og måske kan lægen hjælpe dig.

Du skal vide, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du vil snakke videre om dit liv eller du kan logge på UngeChatten, som du finder her på hjemmesiden.

Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

 

 

Kommentarer

Din Kommentar

 
  1. Title *

Captcha Image

Skriv koden, vist herover *
* skal udfyldes
 
 


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk