Kære BørneBrevkasse...
Jeg er en dreng på 13 år jeg har haft problemer siden jeg var ca. 7 da mine forældre gik fra hinanden. Mig, mine søskende og mine forældre kom til psykolog 2 gange lige efter men det hjalp ikke. Jeg sage aldrig til nogen hvordan jeg hade det jeg gik bare rundt for mig selv og hade det dårligt. Jeg græd mit selv i søvn om aften jeg har svært ved at sove fordi jeg ikke kan tænke på andet.
Ca. 2 år efter min forældre gik fra hinanden prøve jeg at tage mit ejet liv jeg tog en snor og bandt den stramt rundt om min hals, desværre gjore jeg det oppe i skolen så lidt efter kom der en anden elev der hentede en voksen. Efter det fik mine forældre at vide at jeg hade det dårligt og jeg blive sendt til psykolog igen, men jeg ventede mega lang tid og jeg var der kun 2 gang.
Det hjalp ikke det mindste. Jeg snakkede aldrig med nogen om det. Jeg gik bare for mig selv og fik det værre. Jeg begynde at tænke på selvmord igen. Efter lang tid hvor jeg har haft det forfærdeligt blev det faktis bedre jeg begyndte at snakke med en af mine venner om det som også hade det dårligt det hjalp mig meget i at stykke tid men så blev det værre jeg gav op, jeg gad ikke prøve på at være glad jeg blev mere og mere deprimeret.
Jeg begynde endelig at tale med en lære om det men jeg fik det bare dårligere og så d. 23/5-2012 begyndte jeg at skære i mig selv d. 29/5 fik den lære jeg snakker med det at vide jeg blev sendt hjem og min forældre fik det af vide. Min kæreste som faktis var den ven jeg snakkede med skære også i sig selv så læren og mine forældre og hendes forældre mente at grunden til jeg hade det dårlig var på grund af min kæreste, så jeg måtte ikke skrive eller tale med hende og de første par dage måtte jeg ikke komme i skole.
Det eneste det holder mig fra at skære i mig selv er at min kæreste mener at hun fortjener det mere end jeg gør så vær gang jeg gør det gør hun også og nogle gang er det ikke nok til at stoppe mig. Nu slår jeg også mit hovede ned i bore og i væge for at hun ikke skal opdage at jeg gør selvskade.
Udover det hader jeg sig selv og mit udsende. Jeg har ikke lyst til at leve mere jeg vil bare dø!! Jeg for engen hjælp mere jeg kan ikke blive sendt til psykolog fordi en læge skulle lave en hændratning eller sådan et eller anden til kumunen men han mener at jeg har det helt fint så jeg kan ikke komme til psykolog. Jeg får ingen hjælp og har ikke lyst til at leve mere. Jeg håber at i kan hjælpe mig og give mig lyst til at leve igen
Kære dreng på 13 år
Tak for brevet. Jeg er meget imponeret af, hvor god du er til at beskrive, hvordan du har det, og hvor vedholdende du er i dine forsøg på at få noget hjælp. - Også selvom du endnu ikke har fået den opbakning, som du havde håbet på...
Det lyder som om, de voksne omkring dig har forstået, at du har det svært; men at de ikke helt har forstået, hvad det er, du har brug for. Her tænker jeg fx på, da de opdagede, at du skar i dig selv, og hvor de derefter ikke lod dig tale med din kæreste. Er det mon rigtigt forstået..?
Jeg tænker på, hvad der mon ville ske, hvis du printede dit brev til BørneBrevkassen ud og gav det til en eller flere af de voksne, der er omkring dig, som du ville ønske hjalp dig på en anden måde, end den måde de hidtil har forsøgt at hjælpe dig på..? Jeg gætter på, at de ville blive overraskede, og at de nok bedre ville kunne forstå, at du har brug for, at der bliver gjort noget andet... Ville du have mod på at prøve det?
Jeg kan se, at lægen ikke har villet lave en underretning til kommunen. Det lyder sært, for alle voksne har faktisk pligt til at fortælle kommunen, hvis de er bekymrede for, at et barn/ en ung ikke trives...
Hvis du har mod på det, kan du også selv henvende dig til kommunens socialforvaltning og bede om hjælp. - Men så vil jeg klart anbefale dig, at du ikke gør det på egen hånd, men at du har en voksen med, som kan støtte dig. Her i Børns Vilkår har vi et korps af dygtige bisiddere, som er vant til at følges med børn og unge til møder rundt om i alle landets kommuner. Måske kunne det være noget for dig at få en bisidder, der kan hjælpe dig med at få talt din sag overfor kommunen..? (Hvis du synes, det lyder som en god ide - eller bare er nysgerrig efter at høre mere om ordningen, kan du læse mere
her >>.)
Måske kan du også starte med at søge mere direkte anonym rådgivning, fx på BørneTelefonen, hvor du gratis og anonymt kan ringe på telefonnummer 116 111- eller på BørneChatten her på hjemmesiden..? Rådgiverne er vant til at tale med børn og unge om svære ting, og måske ville det være rart bare at tale med en, der lytter til dig og tror på dig?
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, du "får hul igennem" og kan få den hjælp, du har brug for.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen