- Forside
- Søger du rådgivning?
- BørneBrevkassen
- Skilsmisse
Skilsmisse

Hej, jeg har lige fået at vide at mine forældre skal skilles. Jeg er helt knust, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. De er ikke uvenner og siger de vil være venner og vi må skifte rundt, som f.eks. tage hjem til min far nogle timer efter skole når vi er os mor.
Men ja det er fint nok. Jeg er bare så nervøs for hvad der skal ske, hvor vi skal bo. Min mor leder efter et rækkehus eller i det værste tilfælde en lejlihed. Jeg ved ikke med min far, det er bare fordi jeg ved ikke hvordan jeg skal takle det, de er hele tiden kede af det, når de er kede bliver jeg også.
Jeg ved intet om skilsmisse, hvordan kommer det som regl til at gå?. Vil I ikke nok forklare mig lidt om det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Hilsen den ulykkelige A...
Kære du
Kære pige på 12
Tak for dit brev. Du fortæller, dine forældre skal skilles, og at du er helt knust. Jeg kan godt forstå, du er knust over det og synes, det hele er uoverskueligt lige nu.
Selvom det desværre er noget der sker for mange familier så håber alle selvfølgelig, at det ikke sker for en selv, at ens forældre vil blive sammen altid. Det tror jeg, alle børn ønsker. Men sådan går det desværre kun for halvdelen af dem der bliver gift og får familie. Den anden halvdel finder ud af, at de hellere vil leve hver for sig. Det har dine forældre så også fundet ud af.
Heldigvis er de stadigvæk gode venner, som du skriver og det lyder også som om, de planlægger at bo så tæt på hinanden, at I kan tage hjem til din far efter skole, når I er hos din mor. Jeg tror, det vigtigste for dig og for de fleste børn i den situation er, at du kan blive ved med at have en god kontakt med både din mor og far.
Der går en tid efter skilsmissen, hvor I alle skal vænne jer til at dagligdagen har forandret sig. I vil flytte til et nyt sted og selvom det måske ikke er lige så stort eller fint som det du bor i nu, så får du måske til gengæld to værelser, et hos hver af dine forældre.
Du vil måske også opleve at din mor og far forandrer sig. Lige nu er de kede af det, men når det hele er faldet på plads vil de sikkert få det bedre og være mere glade. Der vil næsten helt sikkert også komme en dag, hvor du har vænnet dig til at din far og mor er skilt.
Du spørger, hvordan det som regel kommer til at gå. Jeg tror, det er meget forskelligt, men når dine forældre er gode venner, tænker jeg at der er en god chance for at det kommer til at gå godt. Selvom I ikke kan undgå at være kede af det i starten.
Lige nu er du ked af det og jeg tænker, det er vigtigt, at du har mulighed for at snakke med nogen, når du er ked af det, så du ikke går med alle dine følelser for dig selv. Kender du mon nogle andre voksne end dine forældre som du kan snakke med..?
Det er selvfølgelig også vigtigt, at du snakker med din forældre, men nogen gange kan det også være rart at snakke med nogen som ikke er en del af skilsmissen, og som ikke selv er ked af det. Det kunne være din lærer, en venindes mor eller måske en bedsteforælder? Du må også meget gerne ringe herind på BørneTelefonen på 116 111. Her sidder der voksne rådgivere, som har god tid til at lytte på dig og snakke med dig.
Mange kærlige hilsner fra
BørneBrevkassen