Hej, jeg er en pige på 14 år, som har virkelig brug for nogen gode råd.
Jeg er født og opvokset her i Danmark, men er oprindeligt fra Tyrkiet. Mine forældre er skilt, og det har de været i 3 år nu. Jeg bor hos min mor, men er sammen med min far engang imellem, og sover hos ham i weekenden hvis jeg vil. Men min mor vil gerne flytte, og det vil jeg ikke, for jeg vil gerne gøre min folkeskole færdig her i denne by.
Så jeg snakkede med min mor, og vi havde aftalt at jeg skulle bo hos min far indtil jeg er færdig med folkeskolen. Jeg har snakket med min far, og han har fået en ny lejlighed pga. jeg skal bo hos ham. Og snart skal vi købe møbler, også skal vi indrette lejligheden. Min far spurgte om jeg var sikker på, at jeg ville flytte over til ham. Og jeg svarede ham med et stort ja, for jeg kan ikke enes med min mor. Vi kommer heletiden op og skændes, og der bliver mindst smækket døre 5 gange om dagen i huset.
Så min far var taget til kommunen og fået skrevet under at jeg skal bo hos ham.Jeg kom hjem igen, og fortalte min mor hvad vi har lavet, og hvordan det skal foregå. Jeg ved ikke hvad der skete, om hun er blevet jaloux eller noget i den stil - men hun siger lige pludselig at hun ikke vil flytte alligevel, at hun liiiige har ombestemt sig? og at jeg ikke må flytte over til min far??
Jeg fik tårer i øjnene, hun driver mig psykisk ned! Jeg gik ind på mit værelset, og smækkede døren så hårdt at der er en flække på døren nu. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min far? jeg vil ikke have at de skal komme op og skændes? og jeg vil gerne gøre tingene på min egen måde, men hvergang jeg rejser mig igen efter livet har slået mig ned, så falder jeg igen! for jeg kan ikke sige noget!
men jeg vil virkelig gerne tage mig sammen, og stå på mine egne ben - og vise mine forældre at de skal begynde at opfører sig mere som voksne, for jeg er seriøst ved at gå psykisk ned..
Hjælp mig, og giv mig nogle gode råd ..
Kære du.
Det lyder som en rigtig svær situation, du står i. Det er godt, du skriver til BørneBrevkassen. Jeg vil forsøge at hjælpe dig bedst muligt. Det er ikke sjovt, når ens forældre ikke er enige om, hvad der skal ske. Så bliver man ked af det, frustreret og forvirret, som du også selv beskriver det med andre ord.
Først og fremmest får jeg lyst til at sige, at det ikke er dit ansvar at finde af, hvor det er smartest at bo henne. Det er klart, at dine forældre bør tage hensyn til, hvor du har lyst til at bo og hos hvem. Det er ikke dit ansvar at tale med din far, nu hvor din mor har ombestemt sig, og det er smadder synd, at det er dig, der kommer ’i klemme’. Er dine forældre slet ikke på talefod?
Jeg tænker, at det ville være en god idé, hvis din mor kontakter din far eller omvendt. Alternativt ville det måske være en idé at tale med din lærer eller en anden voksen, som du stoler på, og få ham/hende til at tale med dine forældre om, hvordan du får det, når dine forældre ikke kan bestemme sig.
Jeg kan sagtens forstå, at du ikke ønsker, at de skal skændes og blive uvenner, men de bliver nødt til at tale sammen, så det ikke er dig, der skal tage alle de svære beslutninger og fortælle videre, hvad din mor har sagt, og hvad din far har sagt osv.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være hos din far, nu hvor du ikke kan enes med din mor. Jeg kan også godt forstå, hvorfor du gerne vil blive boende tæt på din skole og dine kammerater. Men... Jeg får lyst til at sige, at sommetider skændes man mest med dem, man er tæt på. Du bor hos din mor, og det er hende, der sætter grænser for dig i din hverdag.
Du er ikke så tit hos din far, og jeg tænker, at det lyder til, at I to hygger jer meget i hinandens selskab. Det er oftest sådan, at når man ses hver dag, så går det meste af tiden (særligt for voksne) med daglige pligter, som tøjvask, indkøb, madlavning osv. (Det er bare en tanke – det kan sagtens være, at det ikke er det, der gør sig gældende i din situation.)
Og dermed ikke sagt, at det er ok, at din mor skælder så meget ud, at du derefter bliver ked af det og smækker med dørene. Du skriver, at hun driver dig psykisk ned. Jeg kan godt forstå, du bliver forvirret, når din mor siger, hun vil flytte og så pludselig ombestemmer sig, når du og din far lige har ordnet det hele med kommunen. Det synes jeg faktisk heller ikke er i orden.
Der er ikke andre, der ved, hvorfor din mor har taget de beslutninger, hun har, og det gør det lidt svært for dig at finde ud af, hvad du skal tro og tænke om det hele. Når det er sagt, så er det min generelle opfattelse, at de allerfleste forældre vil deres børn det bedste og jeg gætter på, at dine forældre hver især vil dig det samme, men lige nu har de bare svært ved at blive enige om, hvor du skal være. Jeg gætter på, de begge to elsker dig højt, og sikkert gerne vil have deres datter hjemme hos sig hver dag.
Til slut vil jeg sige, at det er svært for mig at komme med andre råd, end at dine forældre kommer i dialog omkring, hvor du skal bo, så du ikke skal gå og bekymre dig. Som sagt, kan det indimellem være en fordel at bede en anden voksen om hjælp (fx en lærer, en tante, venindes mor), som kan hjælpe med at fortælle, hvordan du går og har det med det hele.
Jeg ved ikke om Statsforvaltningen har været inddraget i hele det her forløb, men det er faktisk sådan, at du har ret til at bede Statsforvaltiningen om at indkalde dine forældre til møde, hvis du fx ikke trives med din bopæl eller samværsordning. (Det kaldes din initiativret og den kan du læse mere om her >>.)
Det er blot mine tanker, jeg har skrevet til dig, og jeg håber, at du kan bruge det til at finde ud af det hele. Du har ret til at have et godt ungdomsliv, uden at skulle bekymre dig om alt det, der er de voksnes ansvar. Jeg håber og tror på, at du nok skal finde ud af det på den ene eller den anden måde. Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 – det er gratis og anonymt – og jeg ved, at der sidder nogle søde rådgivere, som vil kunne komme med nogle (andre) gode råd.
De allerbedste hilsner BørneBrevkassen