Spørgsmål om BørneBrevkassen
|
|

|
Hvad gør jeg, hvis jeg har akut brug for hjælp? |
Står du og har brug for hjælp her og nu, er det en god idé i stedet at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan også kontakte BørneChatten her på siden. Begge rådgivningstilbud har åbent mandag-fredag kl. 11-23 og lørdag 13-17.
|
|

|
Hvordan finder jeg mit brev? |
Der er flere måder at finde sit brev på. Du kan søge på det ID-nummer, du fik, da du sendte dit brev. Du kan også søge under de forskellige emner. Fx på om brevet er skrevet af en dreng eller en pige, og din alder. Du kan også søge på hvad brevet handlede om. Husk, at det desværre ikke er alle breve, vi har mulighed for at besvare, så hvis du ikke kan finde dit brev inden for en måned, er det desværre ikke blevet besvaret.
|
|

|
Hvad gør jeg, hvis jeg har mistet mit ID-nummer? |
Har du mistet dit ID-nummer, kan du kigge under nyeste breve i venstre side af skærmen. Her vil alle nye breve ligge ca. en uge efter de er lagt på. Samtidigt vil det ligge under en af emnerne, som du også finder i venstre side af skærmen. Nogle gange kan brevene handle om flere forskellige ting, så det kan være, du bliver nødt til at tjekke flere kategorier, før du finder dit brev. Brug evt. søgefunktionerne med køn og alder til at indsnævre din søgning.
|
|

|
Hvorfor er der ændret i mit brev? |
Vi ændrer nogle gange lidt i brevene, for at undgå oplysninger, der er meget personlige og måske kan afsløre, hvem du er. Af og til kan vi også finde på at forkorte et brev lidt, hvis det er meget langt, eller hvis indholdet er meget voldsomt at læse for andre børn.
|
|

|
Hvor lang tid skal jeg vente på svar? |
Der går normalt 8-15 dage, før du får svar på dit brev, og du kan finde det på nettet. Men i perioder med mange breve kan der gå op til 3 uger. Husk, at vi læser alle breve, men at vi desværre ikke har mulighed for at besvare og lægge alle på nettet.
|
|

|
Hvem passer BørneBrevkassen? |
BørneBrevkassens breve besvares af Børns Vilkårs rådgivere, der alle har et godt kendskab til børn og unges problemer. De er frivillige og passer derfor BørneBrevkassen i deres fritid. Derudover er der en ansat fra Børns Vilkår, som godkender svarene inden de kommer på nettet.