Hejsa.
Jeg er en pige, der egentligt altid har været rigtig glad for at gå i skole, i hvert fald den faglige del, og næsten aldrig har fået andet end topkarakterer. Da jeg gik fra folkeskole til gymnasiet oplevede jeg pludseligt at komme godt ud af det med alle i klassen og en helt ny form for accept.
Jeg er af natur et meget åbent menneske, men her følte jeg mig bare mere værdsat af alle i klassen end i folkeskolens klikemiljø. Jeg skal nu til at gå i 3.g. og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været rigtig glad mere end en dag ad gangen. Jeg bekymrer mig hele tiden, skammer mig over pinlige begivenheder - selv små ting, der fandt sted for flere år siden - og jeg rakker hele tiden mig selv ned.
Jeg er godt klar over, at hvad jeg gør er forkert, men jeg kan ikke styre det længere. Jeg kan heller ikke rigtigt styre mit indtag af mad: jeg spiser, fordi det beroliger mig, selvom jeg faktisk aldrig har lyst til mad - heller ikke, når min mave rumler af sult. Jeg kan finde på at græde spontant.
Mine eksamener stresser mig, fordi jeg føler, jeg skal leve op til noget bestemt. Det er som om, at de åndssvage karakterer skal karaktere mig som menneske. Jeg gider ikke mere: har mistet lysten til alt, og føler mig stresset hele tiden. Selv småting som at være sammen med mine venner kan stresse mig: og lysten til det er heller ikke særligt stor.
Jeg har så mange ting, jeg burde glæde mig til, men det gør jeg slet ikke. Jeg har i mange år døjet med acne og det øgede stress i år har fået det til at blive værre end nogensinde før: jeg har altid tænkt, at hvis bare min hud blev perfekt, ville jeg være lykkelig. Det er nemlig begyndt at afholde mig fra at deltage i sociale arrangementer og været noget, jeg har tænkt på konstant. Men da det nu ser ud til at klare op, føler jeg mig ikke gladere af den grund.
Nu er jeg i stedet bare begyndt at kritisere min krop. Selvom jeg faktisk ofte får komplimenter for lige netop min krop, så føler jeg mig klam og tyk. Jeg er på en og samme tid godt klar over, at jeg ikke er det. Der er så mange ting at fortælle, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre - og det tager alt for lang tid at skrive ned altsammen.
Mine forældre og venner fatter ingen mistanke: jeg er altid humørsprederen og folk fortæller mig altid "du er altid så glad". Jeg er altid overhøflig over for folk og smiler og lader som om jeg er glad, fordi jeg ikke synes, andre mennesker skal smittes med min latterlige ulykkelighed.
Men alt i alt har jeg mistet motivationen til alt, stoppet med at gøre ting, jeg før elskede og har ingen overskud til noget som helst: selvom jeg burde. Jeg er så træt af alting hele tiden. Er der mon tale om almindelig skoletræthed eller depression?
Det kan da ikke passe, at jeg ikke kan glemme små detaljer, små ting jeg sagde for 3 år siden ,der var lidt pinlige i situationen, og at jeg stadig den dag i dag dagligt går og går igennem det igen og igen og skammer mig over mig selv og bliver nødt til nærmest højt at sige "STOP" til mig selv.
Jeg får ligesom sådan nogle små angstanfald, hvor jeg bliver overmandet af en bestemt situation ,jeg skammer mig over, og hvor jeg gennemlever det hele og bliver sprægfyldt af energi. Det er lidt svært at forklare. Jeg ved ikke rigtigt, hvad mit spørgsmål ellers er. Jeg havde nok mest bare brug for at komme ud med det, da jeg ikke rigtigt har nogen, jeg føler jeg kan fortælle det:
jeg har forsøgt mig frem, men det er som om, folk ikke tager mig seriøst. Så drejer de det bare ind på dem selv. "Sådan har jeg det også tit" hjælper ikke noget, når jeg ved, at hvordan jeg har det indeni IKKE er normalt og, at de IKKE har det sådan - jeg har jo prøvet at føle mig lykkelig, og selvom jeg ikke længere kan huske, hvordan det er at være glad og tilfreds med sig selv og tilværelsen, så ved jeg, at det langtfra føles som det gør nu.
Mvh.
Hej pige 17 år
Det lyder som om, du tumler med rigtig mange ting, som du i dit brev beskriver rigtig flot.
Jeg tænker ud fra det, du skriver, at du er en meget dygtig pige, som alle har store forventninger til, hvilket lige nu gør det rigtig svært at være dig. Det kan være meget svært at føle, at man skal leve op til bestemte forventninger fra omgivelserne, for hvis alle tænker, at man klarer sig godt, kan tanken om, at man måske ikke gør det, komme til at fylde meget og gøre én både bange og ked af det og nogen gange også utilfreds med sig selv.
Du skriver, at du klarer dig godt, og at du udadtil altid virker glad, fordi du ikke vil smitte andre med din ulykkelighed. Som udgangspunkt er det jo flot, at du kan det, og et tegn på overskud hos dig. Men måske er det netop fordi, du ikke får fortalt nogen om dine tanker, at du bliver ked af det. Husk det er okay ikke altid at være glad. Det er der ingen mennesker, der er, også selvom de har mange ting at glæde sig over, som du skriver, du har.
Du beskriver så mange tanker i dit brev, at det er svært at give et enkelt svar til dig. Du spørger blandt andet, om dine træthed og mangel på motivation og overskud er tegn på skoletræthed eller depression, og det kan jeg desværre ikke svare på ud fra et brev. Jeg kan dog svare, at det lyder som om, du har brug for at tale med nogen om alle de tanker, du tumler med. For uanset hvad virker du trist og ked af det, og jeg tænker, det er vigtigt, at du giver dig selv mulighed for at fortælle det til nogen.
Du skriver, du har prøvet at fortælle det, men ikke er blevet taget alvorligt. Jeg ved ikke, hvem du har fortalt det til, eller hvordan, men hvis du ellers altid er glad, kan jeg godt forstå det kan være svært at forklare andre, hvor alvorligt du faktisk føler, det er.
Hvis du har mod på at tale med nogen om det, tænker jeg, det er vigtigt, at du vælger en person, du er tryg ved, og som du tror vil tage dig alvorligt.
Måske det er svært for dig at finde ud af, hvem du skal tale om det med, eller overhovedet at få det sagt til en anden. I så fald er det altid en mulighed for dig enten at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på BørneChatten. Her har du større mulighed end her på Brevkassen for at beskrive din situation, og du vil have mulighed for at få hjælp til eventuelt at finde frem til en person, du kan betro dig til. Der sidder altid voksne i den anden ende, der gerne vil lytte og hjælpe.
Jeg håber, du finder den hjælp, du har brug for og får det bedre.
Med venlig hilsen
BørneBrevkassen