Syg eller ikke.

Hej :)
Jeg tror jeg er syg, og er kommet på den ide at jeg måske har diabetes, min morfar har diabetes type 1, men når jeg læser om det på nettet macther jeg mere til diabetes type 2.

Jeg har ikke været til en læge, af den grund at jeg er en smule bange for at jeg slet ikke fejler noget og det hele faktisk bare er noget jeg bilder mig ind. Når jeg får det dårligt får jeg rigtig ondt i maven og lægger mig for det meste ned da det begynder er tåge for mine øjne. Efter et stykke tid sådan får jeg endnu mere ondt i maven og jeg begynder at græde, kort tid efter det får jeg kramper specielt i arme, ben og maven. Jeg græder stadig, da det er ekstremt hårdt for min mave og min ryg.

Hvis jeg er sammen med nogle, tager de sig af mig ved at tyse på mig og få mig til at slappe af, men hvis jeg er alene vare kramperne meget længere og jeg kan ligge og skrige over smerterne. Kramperne holder på et tidspunkt op, og jeg bliver ekstremt træt og kan næsten ikke holde mig selv oprejst, jeg er ikke til at komme ordentlig i kontakt med.

Jeg kan nikke og ryste på hovedet. Efter noget tid sådan, er jeg kommet til mig selv igen og tingene kan faktisk fortsætte som de gjorde før mit "anfald" hvis det har været et rigtig slemt "anfald" varer det meget længere og jeg er endnu sværere at få kontakt med, og så kan det ske at jeg ikke husker ret meget om det der er sket.

Jeg er heller ikke særlig glad for at snakke om tingene lige efter de er sket eller når de sker, for det meste vil jeg gerne være alene eller sammen med nogle som kan holde overblikket og slappe helt af selv, og når det hele er overstået har jeg mest af alt bare lyst til at lægge mig til at sove. håber i kan hjælpe mig, for det plager mig rigtig meget, da det ødelægger min hverdag.

Kære Pige

Mange tak for dit brev. Det er godt, at du vil dele sådan et problem med BørneBrevkassen. Jeg kan forstå af brevet, at du er bekymret for, om du er syg. Der er diabetes i din familie, og du tror, at du måske selv har noget af det samme. Du ønsker ikke at gå til læge, da du måske bilder dig ind, at du er syg...

Det lyder som om, det plager dig rigtig meget - så meget, skriver du, at det ødelægger din hverdag. Du får anfald, der gør, at andre ikke kan komme i kontakt med dig, og anfaldene trætter dig.

Du beskriver meget præcist dine anfald, og folks reaktioner på dem. Det du beskriver, er for mig at se meget voldsomt. Men hvad gør folk mon, mere end at være der, når de ser disse anfald? Er der mon nogen af dem, der har oplevet et af dine anfald, som ville kunne hjælpe dig med at forklare for dine forældre eller for din læge, hvad der sker med dig?

Jeg kan jo ikke svare dig på, om du er fysisk syg, men det lyder som om det ville være en god idé at blive undersøgt. Mit bedste råd til dig er at tale med dine forældre eller andre nære voksne fx din lærer, om dine anfald. Jeg tror, det er meget vigtigt, at du sammen med dine forældre eller en veninde (eller måske vil du helst alene), går til din læge og beskriver det, som du beskriver i dit brev til BørneBrevkassen. Du kunne tage brevet med til lægen, hvis det er for svært for dig at sætte ord på henne hos lægen... Jeg håber, at du finder den løsning, der gør, at du kan komme af med dine bekymringer og ikke mindst dine anfald.

Mange tanker og hilsner til dig fra

Børnebrevkassen