Føelser for en jeg ikke kender?

Hej.
Jeg har virkelig et problem, ved ikke hvordan jeg skal forklare det, for jeg ved det lyder meget dumt.

Jeg er en dreng på 16 år, og næsten hver dag kører jeg i bus med en dreng jeg ikke kender, men jeg har sådan lyst til at lære ham at kende og blive venner med ham, det lyder måske mærkeligt, men sådan har jeg det altså, tænker også meget på ham selvom jeg ikke kender ham, kender ingen gang hans navn.

Man går vel heller ikke bare hen og siger "hej, hvad hedder du?" det virker jo dumt, hvad skal jeg gøre hvis jeg nu gerne vil lære ham at kende? :s Håber i vil svare mig, tænker nemlig rigitg meget på det.

Hilsen C

Kære du

Kære C

Det lyder som en svær situation (men egentlig også en smule rar), og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre.
 
Jeg vil først og fremmest slå fast, at det ikke lyder dumt. Jeg tænker faktisk, at der sidder andre unge drenge (og piger), der vil kunne nikke genkendende til det, du beskriver.

Du har valgt at kalde dit brev for ”Følelser for en jeg ikke kender”. Jeg er lidt i tvivl, om det er en form for forelskelse, eller om det handler om, at du kunne tænke dig at blive venner?

I virkeligheden ser jeg ikke den store forskel ift. til den situation, du står i nu, men på sigt kan det være, han vil blive overrasket, hvis det er fordi, du synes, han er sød på en anden måde…
Du skriver samtidig, du godt kunne tænke dig at blive venner med ham, så jeg tænker, at det er det, du vil..?

Du kan måske starte med at smile til ham eller nikke (eller hvad I drenge nu gør…).

Det er min erfaring, at de fleste mennesker bliver glade, når de mødes med et smil eller et nik. Måske vil du kunne aflæse allerede der, om han synes, det er underligt, eller om det er cool nok, at du hilser.

Ud fra det vil du måske kunne mærke, om du kan finde mod til at gå hen og præsentere dig. Er der mange mennesker med bussen? Det kan jo være, at du helt tilfældigt kan sætte dig ved siden af ham, hvis han sidder alene?

Ellers kan du måske få en plads tæt på ham, og så undervejs måske sige: ”Hej, du er tit med denne her bus, er du ikke?” Ville du turde det?

Igen vil du kunne mærke, om han synes, det er mærkeligt eller om han også er interesseret i at tale med dig. Hvis I kommer i snak, kan du jo høre ham ad, om han har lyst til at mødes og spille noget fodbold, basket eller stå på rulleskøjter eller noget helt fjerde. Det kan jo være, I har en fælles interesse…

Jeg håber, du på den ene eller den anden måde kan få ham i snak. Hvis du enten føler, jeg har misforstået dig eller har brug for at tale mere om det, så er du meget velkommen til at skrive igen, eller også kan du altid ringe til BørneTelefonen helt gratis og anonymt på tlf. 116 111.

Mange hilsner, BørneBrevkassen

Kommentarer

Din Kommentar

 
  1. Title *

Captcha Image

Skriv koden, vist herover *
* skal udfyldes
 
 


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk