Ensomhed

Hej BB
Jeg er en pige på 11 som har det ret hårdt her for tiden. Jeg er blevet droppet af mine sødeste veninde hun var mit et og ALT, troede os jeg var hendes. Men så en dag sagde jeg til mig selv, "jeg gider ikke spørge om jeg skulle være sammen med hende" fordi jeg gerne vil ha' hun også skulle vise at hun også holde af mig og hun skulle for en gangs skyld spørge.

Men det var dumt for lige siden der,har vi aldrig sådan snakket sammen, og nu er hun også begyndt at ryge og hun ser vildt anderledes ud, hun har ændret sig og jeg savner hende så meget, og nu har jeg fundet ud af hun HADER mig og synes jeg er en stor idiot, der min 2'bv sagde det til mig har jeg grædt lige siden...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre jeg har det bare sådan jeg vil dø! Har kun 2 rigtige gode veninder og et halv tomt hjerte. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og har virkelig brug for at snakke med andre om det end mine to veninder for de er 1-2 år yngre end mig og jeg synes bare ikke rigtig de forstår mig.

Hiilsen S..

Kære du

Kære S..

Mange tak for dit brev, hvor lyder du altså bare ked af det… Hvor er det godt, at du alligevel fandt energi til at skrive til os, jeg håber, jeg kan hjælpe dig…

Det er virkelig svært, når den man tror, er ens bedste veninde og ens et og alt, pludselig forandrer sig og fjerner sig fra en, så jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det… Som du også selv skriver, så tænker jeg også, at det kunne være en god idé at få talt med nogen, som ikke er indblandet i sagen, men samtidig er det måske en idé at få snakket med din veninde…?

Du skriver ikke noget om, hvorvidt du har snakket med din bedste veninde om det, der er sket…? Men jeg tænker, at det ville være en god idé at få snakket ud… Jeg ved ikke, om I går i klasse sammen, men hvis I gør, skal I jo stadig ses hver dag, og det kan være rigtig svært, hvis man ikke ved, hvad den anden føler og tænker omkring venskabet… Måske kunne du spørge hende, om hun har lyst til at gå med hjem en dag og drikke en kop kakao… Du kan fortælle hende, hvor ked af det, du er… Spørg hende, hvad der er sket, og om hun måske ved, hvorfor det er sket…? Måske har I bare brug for en pause fra hinanden en periode…?

Uover din veninde, tror jeg også, som du selv skriver, at det kunne være en god idé at finde en at snakke med. Måske er din klasselærer sød og rar, kan du have tillid til hende eller ham…? Det kan også være, du kan bruge din mor, eller måske har du en rar moster eller en sød nabo…? Jeg tror det er vigtigt, at du får snakket med en om det hele. Det kan være rigtig svært at rumme alle de følelser alene…

Selvom det hele er svært lige nu og du siger, at de to andre veninder ikke rigtig forstår den situation, du står i... Så tænker jeg, at det stadig er en god idé at holde fast i jeres venskab… Hvis du ikke kan snakke med dem om det her, så kan du måske bruge dem til at være sammen med og få tankerne lidt væk fra alt det svære…?

Hvis du har lyst til at snakke videre med en anonym voksen, er du altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder en rådgiver klar til at snakke alle hverdage mellem kl. 11 og 23.

De bedste hilsner BørneBrevkassen

Kommentarer

Din Kommentar

 
  1. Title *

Captcha Image

Skriv koden, vist herover *
* skal udfyldes
 
 


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk