Brevkassen/ Forelskelse og kærlighed, At være bange

Forelskelse...

Hej!!

Det her er mit første brev!... undskyld hvis det blev for langt!

Jeg er en dreng på 14 og jeg er forelsket i en fantastisk pige (hun er også 14 By The Way)

Jeg har været forelsket i hende i så forfærdelig langtid (siden 2.klasse!!)
Og jeg har så ikke rigtig haft modet til og sige det som jeg aldrig havde fået sagt, altså at jeg kan lide hende.

Hun er klog, køn, smuk, flot, sej osv. jeg kan vel ligeså godt skrive en hel novelle, om hvor vidunderlig hun er.

Men jeg ved ikke om jeg er "modig" nok. Jeg har altid "drømt" om hvordan jeg skal sige det til hende. Men jeg er bare bange for, at hun siger nej også bliver alt virkelig akavet.

Jeg går i samme klasse med hende ( 8.klasse) og er okay venner med hende. Skriver lidt til hende, men kun som i hvilken lektier vi har for imorgen eller noget skole relaterede. Bare bange for hun vil synes, at jeg er mærklig. Jeg er nok bare en kammerat til hende måske? ved heller ikke om hun kan lide mig på den samme måde...

Jeg er ikke som de andre drenge. Jeg elsker bare at være mig selv. Elsker og være kreativ og spiller selv musik. Og jeg har hørt at det bla. vil få pigerne til og synes "hey? han er ret sej" (inderst inde føler jeg ikke helt at det er sådan det er).

Godt nok føler jeg at der er nogle andre piger fra klassen der måske er interesseret, men de er bare ikke hende (pigen som jeg kan lide!).

Godt nok vil folk synes at hun ikke er særlig speciel (former), men det er jeg ligeglad med. Hendes personlighed er det vigtigeste for mig. (Glemte og sige at hun er virkelig god i klassen, altså i timerne osv.)

Jeg ved, at hvis i læser dette vil i nok forslå at jeg skulle bare sige det jeg føler.... det kan jeg bare ikke.

Jeg vil gerne gøre det specielt forstår i? mine venner ved det ikke og de er ikke til nogle rigtig hjælp (de vil ikke forstå det).

Hun er bare perfekt! virkelig!
Og som sagt hun er vidunderlig, unik og fantastisk.

Håber VIRKELIG at i kan hjælpe mig!!

Med Venlig Hilsen
Ham der har pigeproblemer!!

Kære dreng på 14 år,

Hvor er det dejligt, at du er forelsket! Det virker til, at du har gjort dig rigtig mange tanker omkring hende, og hvordan du skal få det sagt – og på den helt rigtige måde. Du skriver dog, at du er bange for, at det bliver akavet mellem jer, hvis hun ikke har det på samme måde. Derfor tænker jeg, at du måske kan starte med at ”ligge en føler ud”, inden du siger en masse store ord, for at se om hun måske har det på samme måde?

Du skriver, at I nogle gange snakker lektier sammen og det er måske en meget god indgangsvinkel, til at komme til at se noget mere til hende. Du skriver også, at hun er rigtig klog og dygtig i skolen, så måske kan du spørge, om hun vil hjælpe dig med nogle lektier, som du har svært ved efter skolen? Hvis I lavede dem hjemme hos en af jer, ville det også kunne åben op for at I kunne lave andre ting sammen efterfølgende, fx se en film, lave noget mad eller lignende. Der ville du have rig mulighed for at se, om hun måske også kunne være lidt interesseret i dig.

Det jeg vil frem til er, at der ikke kun er én rigtig måde at vise, at du har nogle følelser for hende.  Måske er det meget godt lige at mærke efter, hvordan den anden person har det med en, inden man siger en masse store ord.

Når det så er sagt, så synes jeg sagtens, at du kan give pigen et par komplimenter, hvis det falder naturligt. F.eks. at sige hun er klog, hvis hun hjælper dig med nogle svære lektier. Der vil du også kunne se lidt nærmere, hvordan hun reagerer. Føler du, at hun generelt reagerer godt på dine små hentydninger, så synes jeg helt sikkert, at du skal sige det til hende. Her vil mit forslag være at gøre det en dag efter skole, hvor I eventuelt har en aftale om at ses eller lave lektier sammen.

Jeg håber, at du har lidt mere at gå videre med og ellers er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på vores chat eller SMS for endnu flere råd. Derudover kan du se, hvad andre børn svarer på lignende problemstillinger under temaet ”kærlighed og forelskelse” på Børn Hjælper Børn, hvor det er andre børn og unge, der giver råd: https://www.bornetelefonen.dk/forum

De bedste hilsner fra BørneTelefonen 

Giv en kommentar eller et råd

CAPTCHA

Skriv teksten i billedet

Vi læser alle kommentarer, men det er ikke dem alle, der bliver udgivet

Voksne er velkomne til at læse brevene, men kommentarer fra voksne udgives ikke.