Brevkassen/ Skole og fritid

Kommer aldrig vider

Hej

jeg er en pige på 14 år...

Fra 2 år siden startet jeg i 5 klasse på en ny skole hvilket var en kæmpe fejl i mit liv... fra den første dag hadet ALLE mig m... var altid alene i frikvaterne, ingen ville være i gruppe med mig osv...

efter 5 klasse kom vi i 6 og jeg prøvede at være mere på og snakke med folk osv det gjorde bare alting værre, folk begyndte at sprede falske rygter om mig. Og efterhånden blev jeg mere og mere sky og stille. Og lavede aldrig lektier, eller fyldte med i timerne for alt så sort ud...

Da vi så kom til sommerferien inden 7 kl. Gik det op for mig... alt det her havde porvirket mig så meget...

vi kom i 7. Og det var ik sjovt HELE skolen hadet mig, ligemeget hvad jeg gjorde var det forkert... så jeg valgte at skrive skole

Men problemet er at jeg englelig har jeg det jo meget bedre her. Jeg har venner osv... men jeg er bare ik glader end før...

jeg glemmer aldrig hvordan folk behanlet mig, og tør nærmest ik at Tale eller nået...

så lærene besluttede jeg skulle have nogle timerne i special klassen(hvilket jeg var sur over) og nu skal jeg gå på en special skole og alt mugligt... og har enda været til udredning for autisme (havde ik autisme)

men føgler bare aldrig jeg bliver glad igen

ved ik hvad jeg skal gøre

Kære Pige 14 år!

Tak for dit brev. Det er godt du skriver. Du skal ikke gå alene med så svære tanker, det er for hårdt. Du er modig og har taget første skridt til at få det bedre ved at skrive herind.

Mange børn og unge, som kæmper, har desværre oplevet en masse svære ting, da de var mindre. Lidt ligesom det du fortæller. Når man bliver udsat for mobning, så kan man godt begynde at føle sig mindre værd. Altså man kan blive usikker på, om man er god nok som man er. 

Du har allerede gjort en masse ting for at få det bedre og du har endda skiftet skole. Og du har venner nu. Du lyder som en stærk pige. Og du har gjort dig en masse tanker om det og hvordan du har det nu. Og du er god til at sætte ord på dine tanker og følelser. 

Jeg kan læse, at du virkelig har kæmpet en sej kamp. Du skriver, at du begyndte at få timer i special klassen og at dine lærere har besluttet, at du skal gå på en special skole. Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt nogen om, hvor svært det har været for dig i de mindre klasser. Ved dine lærere hvor meget du har skullet kæmpe med? Jeg tænker, at dine forældre må vide lidt, da du har skiftet skole, men har I talt om hvor meget det stadig påvirker dig?  Det tænker jeg er vigtigt, så de forstår, at det kan være det, der gør at du ikke tør sige noget i skolen.

Det lyder som om, at du har brug for at få bearbejdet den mobning, som du har været udsat for, så du kan blive rigtig glad igen. Jeg ved fra mange børn og unge, at det kan være svært, at skulle fortælle om ens sorte tanker. Men ikke desto mindre er det meget vigtigt, at du får de tanker ud. Jeg ved også at det kan være en kæmpe lettelse, at få delt de tanker som du gør så fint her. 

Måske kan det være nemmere at skrive et brev til din mor eller far eller måske en lærer, som du er tryg ved? Måske kan du vise dit brev og mit svar og så kan I tale sammen bagefter. Hvordan mon det ville være?

Jeg synes, du er en virkelig sej pige og du fortjener at være glad igen. 

Jeg håber, at du har fået lidt mere mod på at søge mere hjælp. 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen. 

Giv en kommentar eller et råd

CAPTCHA

Skriv teksten i billedet

Vi læser alle kommentarer, men det er ikke dem alle, der bliver udgivet

Voksne er velkomne til at læse brevene, men kommentarer fra voksne udgives ikke.