Brevkassen/ Familie, Skole og fritid

Mine forældre, og at være alene hele tiden.

Hej. Jeg har to generelle problemer:

Jeg går tit og føler at jeg er alene i verden.
Jeg er lige startet på gymnasiet som jeg føler jeg er blevet lidt tvunget ind i, af mine forældre. Jeg har da stadig venner fra folkeskolen, men de fleste er på efterskole, så jeg snakker meget sjældent med dem.
Jeg har også haft rigtig svært ved at vende mig til den nye klasse og den nye skole. Jeg snakker ikke rigtig med nogen, udover når vi laver gruppearbejde.
Jeg tør ikke rigtig byde ind med noget i timerne, på samme måde som i folkeskolen. Jeg har haft det sådan før, men det tog mig mange år at overkomme...
Når jeg kommer hjem sidder jeg som regel bare foran computeren hele dagen. Uden at snakke eller spille med nogen som jeg plejede.

Når vi sidder ved aftensmaden, siger jeg absolut ingenting. Jeg skynder mig bare at spise og ind på mit værelse igen. Mine forældre og min søster snakker hele tiden om deres træning, og jeg træner ikke. Min mor er fitness-instruktør, min far er crossfit-instruktør og min søster går på et crossfit hold for voksne.
Det er som om at hun er deres yndlingsbarn. Jeg dele ikke rigtig nogen interesser med andre i min familie.

Mine forældre - især min far er rigtig slem - Det er som om at han hele tiden ser ned på mig. Han tror ikke jeg kan klare mig selv. At når jeg flytter hjemmefra, så falder hele min verden fra hinanden, fordi jeg ingen anelse har om hvor tingene hænger sammen. Selvom jeg er ret overbevist om, at jeg har mere styr på hans økonomi end han selv har. Han vil bare ikke indrømme det....

De siger også til mig at jeg skal tømme opvasker, slå græsset, ordne vasketøj, lave aftensmad, have et arbejde, gøre rent og mange andre ting. Det er som om at de ikke helt forstår, at jeg på ingen måde kan overskue alle de ting. Og da slet ikke når dem jeg omgås med, "får i hoved og røv" af deres forældre. De laver ikke rigtig noget, og alligevel får 500 kroner i lommepenge hver eneste måned.
Jeg er ikke jaloux, det er bare rigtig demotiverende!.

De siger jeg selv skal tjene mine egne penge, og de siger at jeg hader at arbejde. Hvilket er løgn, jeg skal bare have noget for det. Intet er gratis, heller ikke mig og min tid!
Problemet er bare at som 16-årig er der bare ikke ret mange muligheder, og når de kommer med forslag og jeg skyder dem ned, fordi jeg ikke gider at gøre rent, og jeg er så dårlig til matematik at arbejdet som servicemedarbejder i X vil volde mig problemer! Det forstår de ikke... De siger at det er easy, hvilket heller ikke ligefrem fremmer lysten.

De stoler ikke på mig, de vil bestemme over mit liv, og så er det som om, at jeg skal passe og holde deres hus!

De siger at vi skal fungere som en familie, hvilket jeg er fuldstændig uenig i. Jeg mener at det er dem der fik mig til verden, så må det også være dem der skal tage sig af mig, og ikke mig der skal ordne deres ting... Det kan godt være det bare er mig...

Jeg prøver på at være selvstændig i livet, men mine forældre er hele tiden en begrænsning (det er staten også, men det er der jo ikke så meget at gøre ved).

Så føltes det også tit som om at mine forældre er ligeglade med mig. De er ikke så meget typerne der bekymrer sig, men mere dem der skælder mig ud hvis jeg er kommet til skade eller lign.

Også et enkelt spørgsmål:
Hvor meget må mine forældre egentlig bestemme? Jeg vil jo bare gerne være fri, og selv tage beslutninger over mit eget liv.

Puha. Det var godt nok rart at komme ud med. Bare til nogen, for jeg snakker ikke om ting som de her med mine venner eller familie. Tak

Kære dreng på 16 år

Det kan bare være en rigtig svær tid og nogle svære følelser, du gennemlever. Du befinder dig på grænsen mellem barn og voksen, hvor det er meget, meget svært at balancere, fordi man på den ene side hele tiden får at vide, at når man er 16 år, så skal man kunne tage ansvar og deltage på linje med alle andre i familien, man skal selv kunne planlægge og overskue sin tid i forhold til lektier, pligter, arbejde, sengetid og fritid, og oven i det hele skal man også kunne træffe de "rigtige" beslutninger i forhold til livsstil, venner, uddannelse, fremtid, og jeg ved ikke hvad. Man skal vise, at man er moden og selvstændig og så videre.

På den anden side skal man så heller ikke tro, at man er så voksen og selvstændig og fri, at man selv kan vælge, hvornår man har brug for at slappe af, dyrke egne interesser, købe ting, ens forældre synes er for dyre eller unødvendige eller lign. 
Det er ikke nemt at være ung. Og det er heller ikke altid nemt for forældre at forstå, hvad der er i gang i den unge. De skal nemlig forstå, at deres dreng er blevet et ungt menneske med egne holdninger og interesser. Du er ved at danne din egen identitet, dit syn på livet og dine holdninger, så på en måde fjerner du dig fra den bane, dine forældre har opdraget dig til at følge, hvis du forstår! Og det skal de vænne sig til. Det er måske svært nu, men de skal nok lære det. Især hvis I husker at være i dialog og minde hinanden om, at ikke behøver at ens eller enige om alt for at være gode sammen. Man behøver nemlig ikke at trække sit eget ned over hovedet på den anden, men i stedet række ud med forståelse for, at man faktisk er forskelligt og det er fedt!

Du mangler samtidig også dine venner, som er på efterskole. Jeg forstår virkelig godt, at du kan få en følelse af ensomhed indimellem. Venner er med til at stabilisere ens liv og identitet, så når de ikke lige er i nærheden, så kan det føles som at være på gyngende grund.
Det kan også være super svært at engagere sig i en ny skole og nye mennesker, når man ikke 100% har valgt den af egen fri vilje, og samtidig savner sit tidligere liv.
Så kommer man nemt til at føle, at man ikke passer ind, og at alle de andre er meget bedre til alt. Det er de dog ikke. Der er højst sandsynlig mange flere af dem, som sidder med de samme tanker og følelser som dig. Man kan bare ikke se det på dem. Men her på BørneTelefonen er der mange, som skriver og ringer ind om lignende følelser, når de starter i gymnasiet. 

Det er fantastisk, at du har skrevet til os, for som du selv siger, så er det en kæmpe lettelse af komme ud med alle de tanker og følelser, man brænder inde med.

Jeg synes, at du skal se dit brev til os som starten på en ny tilgang til at tage kontrollen over dit liv tilbage.
For at kunne gøre det, når man kun er 16 år, stadig bor hjemme og ikke er myndig, så kræver det, at man får talt med sine forældre, for de bliver højst sandsynlig ved med at presse dig for at få dig til at gøre de ting, de mener, er rigtige. Og hvis du reagerer ved at blive sur på dem, og beder dem lade dig være eller lignende, eller ikke får gjort alle de ting derhjemme, som de forventer, så bliver jeres forhold mere anstrengt. Det bliver en ond cirkel, hvor de presser, og du trækker dig tilbage. Så presser de lidt mere, og du trækker dig længere tilbage, eller du ender med at eksplodere. 
Den proces skal bremses, inden den løber løbsk.

Jeg synes, at du skal tage en snak med dine forældre, hvor du får fortalt dem, hvordan du egentlig har det, og hvad du har brug for, for måske ser de det ikke af sig selv. Selvom de kender dig rigtig godt, så kan de ikke læse dine tanker. Men de kan se din adfærd, og hvis de ikke synes, at den er god, så bliver det dét, der kommer til at fylde i jeres forhold.
De er simpelthen nødt til at vide, hvad du tænker og føler. Og der er du nødt til at hjælpe dem på vej. Få en ærlig snak med dine forældre om, hvordan det med gymnasiet påvirker dig.  Måske kan du sige, at du faktisk har brug for deres hjælp og ikke skæld ud eller deres kommentarer om, at det er da nemt og du kan da bare.... Det er jo deres oplevelse, men ikke din oplevelse, de lytter til. Så bed dem om at lytte og se det fra dit sted, så de kan skabe en forståelse for, hvordan det er at være dig. Så håber jeg, at I kan forstå hinanden - også selvom man ikke er enige om alt, så kan man lave noget godt sammen. Vil det være et forsøg værd?

Jeg synes, at du er helt vildt god til at beskrive og forklare dine følelser og synspunkter på skrift, så hvis det er for svært at få taget snakken, så skriv et brev til dine forældre. Du kan sagtens bruge dét, du har skrevet til os, og brug endelig også mit svar, hvis du synes, det passer ind.
Når I så snakker sammen bagefter, er det vigtigt, at du  og de er parat til både at lytte og tale og give og modtage; gå på kompromis.

Du skal føle, at de stoler på dig ved fx at give dig frihed til at træffe egne beslutninger, men du skal også samtidig være villig til at tage din del af ansvaret for de praktiske opgaver i familien. Men det skal selvfølgelig føles rimeligt fordelt, så det ikke er dig, der skal stå for det meste.
Måske I skulle lave en oversigt over hvilke opgaver, der alt i alt er. Så kan I skrive navne ud for opgaverne. På den måde bliver det nemmere at se, om de er fordelt jævnt.

Angående skolen synes jeg, at du ligeså stille skal prøve at komme lidt mere på banen. Brug det du gjorde i folkeskolen til et godt fundament til at afprøve det i gymnasiet. Måske kan du finde ligheder med dem du går i klasse med på gym og med dem, du gik i klasse med i folkeskolen. Det kan måske være en hjælpe til at åbne op for nye venskaber og skabe tryghed for dig?
Grunden, til at du ikke snakker så meget med de andre (endnu!!), kan nemt være, at du måske virker lidt lukket, hvis du ikke viser dem interesse, så de andre måske tror, at du ikke har lyst til at tale med dem. På den måde er det svært at opbygge nye venskaber.

Jeg ved godt, at det er svært at byde ind i timerne eller i det sociale, når man har gået og været genert og følt sig lidt ensom i nogen tid, men små skridt kan man godt tage. Det er jeg sikker på, at du er i stand til, for ellers ville du ikke kunne skrive sådan et brev herind.
Jeg tænker også, at det vil det være en rigtig god idé at tale med én af dine lærere eller studievejlederen om din situation.
Du kan fortælle, at du har svært ved at finde dig til rette, og at du er i tvivl om, hvorvidt du er havnet det rigtige sted i forhold til uddannelse. Det er en fin indgangsvinkel til en snak, hvor læreren/vejlederen kan rådgive dig og hjælpe til med at få dig lidt mere på banen i timerne, uden at det føles som tvang. Læreren kan også hjælpe dig med det sociale ved at give dig en plads sammen med nogen i klassen, du kan forestille dig, kunne være potentielle nye venner eller samarbejdspartnere.

Man forestiller sig måske, at man bare skal kunne klare det hele selv, når man er 16 år og startet i gymnasiet. Men det skal man ikke. Det kan man ikke! Det er kun naturligt, at man har brug for hjælp fra både sine forældre og sine lærere gennem hele gymnasietiden, og også når man er flyttet hjemmefra. Det har alle unge mennesker i større eller mindre omfang.

Angående fritidsjob i fx X, så prøv det. Du kan jo altid sige op, hvis det ikke går.
Jeg har kendskab til mange unge mennesker, som har arbejdet i lige nøjagtig X. Og de har faktisk fået rigtig meget ud af det udover at tjene deres penge. Det kan være, at du begynder med at sætte varer på hylderne og andre opgaver - og når du er klar til at prøve noget andet i butikken, så få en snak med bestyreren om det. Det er ok at tage den med ro og kunne overskue tingene.

Jeg kan godt forstå, hvis du måske er lidt genert eller nervøs over at skulle søge arbejde, men hvad matematik angår, så skal du huske, at kasseapperatet regner det hele ud,  og så det beløb, der skal betales tilbage. Eller ringer man efter hjælp, sådan plejer det at være. Og de fleste mennesker betaler jo med kort, så måske bliver det mest dine egne penge, din egen løn, du kommer til at få i hænderne. Det kan vel kun være positivt og en god følelse, synes du ikke?

Til sidst vil jeg sige, at hvis du har brug for at tale med en voksen, så kan du altid bruge BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis.
Vi vil meget gerne tale med dig.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

 

Giv en kommentar eller et råd

CAPTCHA

Skriv teksten i billedet

Vi læser alle kommentarer, men det er ikke dem alle, der bliver udgivet

Voksne er velkomne til at læse brevene, men kommentarer fra voksne udgives ikke.