Brevkassen/ Religion, Familie

Vil gerne konvertere til islam, men har racistisk familie

Hej brevkassen.

Jeg er en 16 årig pige, som står med et problem der fylder meget i mit liv. Jeg har i en længere periode (8 Måneder) gået med en tanke om, at jeg vil konvertere til islam. Da det er det jeg føler jeg tror på,

jeg har snakket med en som kort ville gennemgå ting om islam og deres tro, hvordan de tror osv.. Alt han sagde passede til mig, jeg fortalte så hvordan jeg så tingene, hvor han så kaldte mig en skabsmuslim.

Mine forældre er meget racistiske og har altid været det, de komme med grumme kommentare om muslimer og kommer med lamme jokes, jeg får det dårligt når de er sådan. Da jeg omgås meget med muslimer, de syntes jeg skal konvertere men jeg frygter hvad mine forældre vil sige og mine brødre også.

Jeg har tit overvejet, om jeg kan konvertere uden de finder ud af det, fordi jeg er bange for de vil slå hånden af mig og det ønsker jeg ikke. Men de har før sagt at hvis jeg konventerede skulle jeg flytte ud..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg føler det er at skuffe Allah at jeg går og lades som om jeg tror på kristendom..

Kære pige på 16 år

Det er et svært dilemma, du står i. Det er altid ubehageligt, når nogen stiller én et ultimatum. Især når det er ens familie.
Måske er de bange for, hvad det ville komme til at betyde for jeres forhold, hvis du konverterede? De er højst sandsynlig bange for at miste dig - ikke nødvendigvis fysisk, men mere i åndelig eller følelsesmæssig forstand. 

Islam er en religion med mange regler, som i nogle tilfælde kan gøre visse ting svære for dig og din familie. Fx. vil I måske ikke kunne fejre jul sammen længere, hvis du konverterede og holdt op med at fejre de kriste højtider og de grundlæggende danske traditioner. Det behøver ikke at være sådan, men måske er dine forældre bange for det?

Måske er de bange for, at du begynder at gå med tørklæde, at du gifter dig ind i en muslimsk familie, som de kan have svært ved at være sammen med på den måde, som din familie plejer at være sammen med dig og andre på. Måske er de bange for, om de kan være sammen med deres børnebørn, på den måde de forestiller sig det en dag osv. 
Der kan være flere grunde til, at de er utrygge ved tanken. Måske også fordi, at de ikke kender så meget til Islam, og hvad den betyder for dig?

Du ved det sikkert allerede, men jeg synes, at det er vigtigt at minde om, at den jødiske gud, den kristne gud og den islamiske gud, jo er den samme gud. Man kan sige, at det blot er måden, man dyrker troen på, der er forskellig i de tre religioner. Du skal altså ikke vælge mellem to guder, hvis du forstår. 

Men du skal måske vælge mellem to måder at leve på. Og det kan være svært.
Du behøver ikke at lade som om, at du er kristen. Du kan nøjes med at sige, at du tror på Gud. For som sagt, så er Allah og Gud den samme gud.

Du kan ikke melde dig ud af Folkekirken uden dine forældres samtykke, før du er 18 år. Men ingen kan forhindre dig i at være muslim i ånden og tro på Allah.
Mange mennesker er medlemmer af en religion, uden at de egentlig tror på Gud. Så du skal ikke føle, at du er forkert eller at du skuffer, fordi du er medlem af Folkekirken uden at føle dig kristen.
Du er ikke bundet fast til Kristendommen, selvom du er medlem af Folkekirken. Sådan fungerer Kristendommen eller systemet i Danmark ikke. Du er åndeligt helt frit stillet.

Jeg kan forstå, at dine venner synes, at du skal konvertere til islam. Det er der ikke noget unaturligt i. De fleste vil gerne dele deres egne interesser og overbevisninger med dem, de holder af. Men man burde jo kunne holde af hinanden, uanset om man har de samme interesser eller ikke. Dine venner holder fohåbentlig af dig, uanset om du er muslim eller ej. Gør de ikke?

Hvis det har en betydning for dem, at du ikke er muslim, så står du i en situation, hvor både de og din familie stiller dig et ultimatum. Det kan gøre det hele ekstra svært for dig.
Derfor synes jeg, at du skal sige til dine venner, at du gerne vil vide mere om Islam, men at du ikke ønsker at konvertere, før du er voksen. På den måde, giver du dig selv god tid til at tænke over, hvad du vil. Og ikke mindst føle efter, hvad der giver bedst mening for dig. Og så er der ikke noget pres - det skal der ikke være i sådan en situation.

Du kan jo starte med at låne Koranen på biblioteket og læse den, så du på den måde får større viden om Islam. Du kan også vælge at læse Biblen, så du får større indsigt i Kristendommen. Så du har noget at sammenligne med. Og så kan du tale med din lærer i Kristendom/Religion, eller en anden voksen som ikke er medlem af en religion, men som har en viden om flere religioner, og om hvad det vil sige at konvertere og leve et religiøst liv. 

Jeg vil også foreslå dig, at du måske inviterer nogle af dine muslimske venner hjem, så dine forældre kan lære dem at kende - som dine venner, ikke kun som muslimer. Hvis dine forældre lærer dem at kende, kan det være, at de får bedre forståelse for dem og for dig. 

Husk på, at troen sidder i hjertet. Man kan vise sin tro ved at leve på en måde, hvor man er god mod andre mennesker - uanset hvilken tro de har, eller ikke har. Det kan man gøre uanset om man er kristen eller muslim. Det er bedre, at det hele foregår i et roligt tempo, sådan at der ikke kommer store konflikter blandt dig og dine forældre eller venner. Sådan skal det ikke være.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Pas på

Jeg bliver bekymret over følgende:

"jeg har snakket med en som kort ville gennemgå ting om islam og deres tro, hvordan de tror osv.. Alt han sagde passede til mig, jeg fortalte så hvordan jeg så tingene, hvor han så kaldte mig en skabsmuslim."

Der findes jo desværre mennesker, der spreder islams visdom med det forkerte incatiment. Husk, som rådgiveren også siger, at undersøg islam for dig selv og ikke lade dig presse af fremmede, der ikke kender dig. Læs koranen, snak med muslimske venner om troen og praktissen. Og husk, at islam er DIN religion. Du kan praktisere den, som du har lyst og tror på. Der findes fejlfortolkninger i alle religioner, og du skal finde ud af, hvad DU tror på og kan mærke, at Allah fortæller dig.

Held og lykke med det

Giv en kommentar eller et råd

CAPTCHA

Skriv teksten i billedet

Vi læser alle kommentarer, men det er ikke dem alle, der bliver udgivet

Voksne er velkomne til at læse brevene, men kommentarer fra voksne udgives ikke.