Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Krænket af en anden ung?

Hvis nogen gør noget seksuelt mod dig eller får dig til at være med til noget seksuelt imod din vilje – så er det en krænkelse. Hvis du ikke ønskede, at det skulle ske, så er du blevet krænket. Det er aldrig din skyld, hvis andre har krænket dig. Og du har ret til hjælp efter at være blevet krænket.

Hvad er en seksuel krænkelse?

Det er en seksuel krænkelse hvis en anden tvinger, presser eller lokker dig til noget seksuelt. Det er altid ulovligt, og det er aldrig din skyld.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af. Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Krænket af en anden ung? Gode råd

Sig fra! Og gør det klart for den, der krænker dig, at du ikke vil have det.

Sig fx ”Jeg kan ikke lide det – jeg vil have, du stopper”
Du kan også skrive nogle sætninger ned, du selv synes er gode. Dem kan du øve dig på foran spejlet.

Hvis du tænker, det er utrygt at sige det direkte til personen, så sig det til en anden og bed om hjælp.

Stå ved dine rettigheder – hvis det føles forkert i dig, så ER det forkert.

Det kan være en styrke at kende til sine rettigheder, så du ved, at det er dig, der har ret!

Læs om dine rettigheder her.

Beskyt dig selv ved at undgå lignende situationer.

Hvis en person har krænket dig, så undgå at være alene med personen igen.

Lav en plan for, hvad du vil gøre, hvis du ender i en utryg situation igen.

Lav en plan for, hvem du kan kontakte, og hvor du kan gå hen.

Dokumentér: Skriv ned hvornår du oplevede at blive krænket, af hvem og hvad der skete.

Hvis der er billeder, beskeder eller andet der kan vise noget om krænkelserne, så gem det.
Det kan være brugbart, når du er klar til at gå videre med det.

Nogle problemer er så alvorlige, at du ikke selv kan løse dem. Hvordan fortæller man noget svært til en voksen?

Du kan se filmen her, og få gode råd til, hvordan man fortæller om noget svært, så man kan få hjælp.

Hvis det er svært at sige, kan du også finde hjælp til, hvordan du kan skrive det.

Seksuelle overgreb bør anmeldes. Uanset om du kontakter politiet, en lærer eller en læge, så skal de reagere og sørge for, at overgrebene stopper, og at du får hjælp.


Har du lige (eller for kort tid siden) været udsat for en voldtægt, så kan du få hjælp hos politiet eller de regionale Centre for voldtægtsofre.

Er du i tvivl om det, du har været udsat for, er en voldtægt, så se her: http://erduitvivl.dk/. Her finder du også links til de regionale Centre for voldtægtsofre.

Her kan du læse om, hvordan du anmelder og hvad der sker: https://anmeldvoldtaegt.dk/

Hvordan fortæller man noget svært?

Se filmen her og få seks gode råd til, hvordan du fortæller noget svært til en voksen eller en ven – så du kan få hjælp.

Er din ven blevet seksuelt krænket Hvordan kan du hjælpe?

Lyt og tro på det din ven fortæller:

”Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at fortælle om. Du skal vide, at jeg tror på dig, og det du fortæller”.

Det er godt at vise, at du ikke synes, at der er noget galt med din ven. Giv udtryk for, at det IKKE er hans eller hendes egen skyld.

Fortæl din ven, at der er andre, der oplever det samme, og at der er hjælp at få. At det ikke behøver være sådan.

Fortæl din ven, at hjælp er nødvendigt – at det ikke går over af sig selv:

”Jeg vil gerne hjælpe dig, alt det jeg kan, men vi er nødt til at få hjælp til det fra en voksen”.

Du skal ikke love noget, som du ikke kan holde fx at det bliver holdt hemmeligt.

Hvis din ven siger, at det skal være hemmeligt, så må du insistere på, at der skal hentes hjælp. Sig at du er der og fortsat vil være der, men at der skal findes hjælp. I kan altid kontakte BørneTelefonen. Der er I anonyme og i kan fortælle situationen til en voksen, der har forstand på det.

Fortæl det til en voksen

Det er vigtigt, at I inddrager en voksen. Måske vil din ven helst, at I holder det hemmeligt. Det er svært at forestille sig, hvad der vil ske, hvis det bliver sagt.
Men her har din ven brug for din støtte. I kan sammen finde en voksen, som I føler jer trygge ved, og som I kan snakke med problemet om. Du kan hjælpe med at få det sagt – måske endda sige det på vegne af din ven.

Tilbyd at din ven kan være hos dig

Du kan lade din ven komme hjem til dig, hvis han eller hun har brug for at komme i sikkerhed.

Snak selv med en voksen

Det er vigtigt at du selv finder nogen, du kan snakke med det om, og som kan støtte dig fx dine forældre.

Du er også meget velkommen til at kontakte Børne Telefonen.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat